Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


Januar 2004


Kommunereform giver flere kulturkroner


Færre og større kommuner vil give øgede kulturbudgetter. Og rådhuse står ledige til at overtages af biblioteker

CulturCommentar:

Kulturpolitik er absolut ikke i fokus i forbindelse med en kommende kommunalreform. Strukturkommissionens betænkning handler om demokrati, infrastruktur og administrative strategier. Alligevel tillader vi os, at stille spørgsmålet: hvilken virkning vil Strukturkommissionens forslag få for kultursektoren - og er kulturens aktører parate til at udnytte de nye muligheder?

En af Strukturkommissionens entydige anbefalinger er, at primærkommuner og amtskommuner skal være større og at der dermed vil blive færre enheder. Kommunestørrelse og kulturbudgetter er ikke nødvendigvis sammenhængende størrelser. Der er dog en tydelig tendens til at større kommuner bruger flere penge pr. indbygger end mindre kommuner. Dette kan givetvis i høj grad forklares ud fra urbaniseringsgrad. Kommuner med en stor købstad og væsentlige uddannelsesinstitutioner har et større og rigere offentligt støttet kulturliv end landkommuner. Sammenlægning af et antal landkommuner vil derfor ikke i sig selv give flere kulturkroner.

Sådanne sammenlægninger kan dog give større, sammenhængende kulturmiljøer med en ny dynamik og aktivitet. Mange steder vil de kommende kultursammenlægninger være "efterslæb", som udtryk for reelt sammenhængende byområder. Her har kommunegrænser hidtil stoppet naturlige kulturelle samarbejder.

Idealet er 20-40.000 indbyggere

I 2002 brugte kommuner med 20-40.000 indbyggere i gennemsnit knapt 900 kr pr. indbygger til kultur. Kommuner med 10-20.000 indbyggere brugte 600 kr pr. indbygger og kommuner med under 10.000 indbyggere brugte 425 kr pr. indbygger (se Søndag Aften arkiv). Bruger man indbyggertallet som målestok er der ikke nogen fordel ved endnu større kommuner, idet kulturbudgettet pr. indbygger falder ved kommuner med mere end 40.000 indbyggere.

Over tid må man forvente, at kommunesammenlægninger vil udjævne forskellene i kulturbudgetter. Alene det større fokus der er på sammenligninger mellem kommuner vil styrke en homogonisering af kommunernes kulturtilbud.

Frygt eller mulighed

I mange af de kommuner, der opfatter sig selv som pereferi i de nye, sammenlagte kommuner, vil man i højere grad fokusere på risici end på muligheder ved sammenlægninger. Man vil frygte at det lokale bibliotek, kulturhus eller sportshallen vil blive nedlagt.

De lokale biblioteker vil sandsynligvis have bedst mulighed for at overleve, hvis man nytænker bibliotekets rolle som en af de institutioner, der får "det gamle" samfund til fortsat at holde sammen og først og fremmest at udvikle sig videre ud fra egne forudsætninger.

Sådanne steder vil bibliotekerne kunne overleve, ikke som forvaltere af en boglig formidlingstradition, tværtimod som strateger med en ny dagsorden for den lokale udvikling. Bogforvaltere får ikke øget offentlig støtte endsige nye opgaver. De lokale kulturstrateger vil derimod være med til at sætte dagsorden og dermed med til at formulere budgetforudsætningerne.

Venter I stadig på Godot?

Både bogforvaltere og kulturstrateger kan sikkert enes om at kigge på de nedlagte rådhuse. I lokalsamfundene er de typisk centralt beliggende og velholdte. I mange kommuner vil der selvfølgelig blive behov for lokale servicecentre. I den sammenhæng er biblioteker som blot hviler på traditionen ikke attraktive. Derimod vil de biblioteker, som formulerer egne visioner som en del af en sammenhængende lokalpolitisk strategi, stå stærkt.

Uanset al usikkerhed om hvilken struktur kommunerne vil få, så har kultursektoren al mulig grund til at se de nye muligheder. Den bedste sikkerhed er at gå igang med at formulere sammenhænge og strategier.

Nu.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør

Læs også:
Kulturen og kommunestrukturen
Fra gulerødder til væksthæmmere
Fra arkivet:
Er kommunerne for små?
Store kommuner = store kulturbudgetter

Søndag Aften 01/2004

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.